Det mørke kabinet

Ce texte, je l'ai écrit en danois car je n'ai pas pu l'écrire dans ma langue maternelle. Il y est question de ma relation à ma mère.

Il m'est toujours impossible d'expliquer ce texte en français, à part le titre. Il s'intitule "la chambre noire".

Det var ikke smart. Det var decideret ikke rart at hun skulle stå der uden et ord, bare for at være der, bare for at irritere mig igen, eller, bedre sagt, bare for at ydmyge mig én gang til.

Bare jeg kunne trække vejret uden at føle som om jeg burde haft spurgt hende om jeg måtte gøre det. Bare jeg kunne trække vejret uden at føle at jeg vil skade hende.

Bare jeg kunne kysse en mand uden at føle hendes blik på os, uden at høre hende grine af mig. Hendes klar latter over mig fordi det hele er latterlig, så latterlig...

Jeg kunne ikke lukke døren, jeg kunne ikke lukke hele kroppen; Vidste ikke hvad var min, og hvad var hendes, hvor hun var, fordi hun var allevejs... Ingen dør, ingen gardin, ingen lås, alt er gennemsigtigt.

Hun har taget mit sprog fra mig.

Jeg vil så gerne at hun skal dø. Det må man ikke sige. Men som forældre skulle man ikke give plads til sine børn? Hun gav mig aldrig nogen plads. Nu, at jeg bliver så gammel som jeg er nu er det på tiden at jeg eksiterer – en gammel kvinde som rundede 50 år for 2 år siden er jeg blevet. Min kvindelighed var en stor fare for hende... og nu for fanden er det næsten for sent, fordi den bliver snart taget fra mig for godt... Mændene gider ikke at kigge efter så gamle kællinger... oven i købet er de fleste er sgu også bange for kvindeligheden...

Det er stadig umuligt at skrive på mit eget sprog. Hun stjålte det fra mig, hun stjålte de ord.

Ordfriheden. Hvor blev hun rasende da jeg sagde at hun hadede mig, at hun elskede mig ikke...

Det stakkels barn, det stakkels enlig barn, der skulle bare glemme alt om det det blev udsat for fordi det var bare løgn. Barnet ikke huskede rigtigt. Det var bare noget det fandt for at tiltrække opmærksomhed. Barnet skulle også vide at det skulle ikke blive midtpunktet i evigheden. Barnet skulle akseptere at blive passet at blive passet om aften efter at have spist i køkkenet mens forældrene klædte sig pænt. Vi skal nok tage dig med når du bliver stor blev det sagt. Men barnet kom alligevel aldrig med da det blev større. Moderen grinede bare da barnet spurgte hvorfor det ikke måtte komme med. Det var bare noget vi sagde så du lad os gå sagde hun.

Men alt gik fint da barnet kunne blive et bevis på, at moderen var en god mor. Det var hun da sikkert, fordi barnet gik i fint tøj fra Dujardin, gik i en alternativ skole... Og det gik galt da barnet ikke vil hilse på gæsterne hvis det ikke kunne blive sammen med dem, det gik galt da det stod helt stivt da det prøvede pæn tøj, de dyre som mor vil have det tager på... det gik galt da det ikke vil gå på toilet hverdag. Så gav moderen en stikpille fordi et barn skal gå på toiletten hver dag uanset... Det gik galt da barnet havde det sjovt, det betød bare at det var træt. Det gik galt da barnet havde mareridt eller vil ikke sove fordi det skete en hele masse i stuen... Så fik barnet hostesaft med beroligende midler i så det skulle sove... Barnet måtte heller ikke blive rasende på alt det der, ellers fik den bare koldt brusebad...

I aften, da jeg prøvede at lægge mig til at sove, vil søvnen slet ikke komme. Jeg tænker på det barn der prøver at tale. Det skriger indeni, dybt indeni, det kan stadig ikke tale, bare skrige...

Smerten uden ord. Bare smerten. Nøgne smerten. Barnet kan ikke trække vejret når det skriger. Det holder op, bare for at få vejret tilbage, og så starter det igen; Skriger, skriger; Det gør ondt i halsen. Det gør ondt i halsen, det brænder i lungerne. Ensomhed. Mørkhed. Til sidst, bærer skrigerne søvnen der endeligt kommer.

Bagefter, mange år efter, griner moderen af barnet som prøver at bliver en lille pige som alle andre. Hun siger noget dumt om Oedipus kompleks. Hun tror hun kender alt, hun tror hun kender noget til psykologi. Hun siger at barnet grådt fordi det kunne ikke tåle at se mor og far sammen. Det vil bare adskille dem. Det er helt nomalt. Man skal bare ikke opgive.

Barnet indeni ved godt at den angst ikke havde noget at gøre med det vrøvl men det er jo umuligt at sige. Man kan da ikke modsige moderen, det har man aldrig godt af bagefter for man kvalme og skyld... Hun ved jo altm hun har svar for det hele...Når hun ikke har svar bliver hun bare syg .Det vil man ikke at moderen bliver syg vel...

Hun skal da ikke blive syg, hun skal bare dø.

Hvor er det dog sjovt, jeg ville have en æbe og det fik jeg så, plejer moderen at sige om barnets fødslen.

Kvinden som barn blev trods alt har det stadig svært ved at tilgive moderne for sin stjålte kvindelighed. Det var allerede svært for barnet at blive et menneske. Så skulle det arbejde videre for at blive en pige og en kvinde; En pige var barnet slet ikke for moderen. Et barn, kun et barn... Men, gud, en kvinde var det slet ikke muligt at blive.